Krisen som fødselshjælper

Det danske velfærdssamfund udvikler en verden præget af gensidig afhængighed og fælles sårbarhed. Klimakrise, folkevandringer, protektionisme og en ny global arbejdsdeling er tegn på dette og viser sig lokalt i form af en række sociale udfordringer: At der er nye krav til de kompetencer, som vores børn skal lære sig. At de voksne skal kunne efteruddanne sig. At vi skal rehabilitere og genoptræne – hellere end at kompensere og servicere. Og at alle vores løsninger skal være bæredygtige. Vores samfund er i grundlæggende forandring – og det skaber lige nu såvel vindere og tabere, blandt både børn og voksne. Hovedopgaven er at udvikle velfærdsløsninger, som modvirker eksklusion og polarisering – og giver alle borgere muligheder for deltagelse. Velfærd er i dag ikke blot retten til en ydelse, men retten til at være deltager.

Denne fornyelse af velfærdsydelser skal ske, samtidig med at vi styrer ressourceanvendelsen på en fokuseret og stram måde. Vi skal målrette og økonomisere med brugen af alle ressourcer – fordi de er knappe og betydningsfulde, og fordi vi skal skulle stå til ansvar for vores forbrug. Men netop dette kan kun realiseres gennem en åben og forpligtende dialog mellem aktørerne i og omkring den offentlige sektor. I dag betyder en fokuseret og stram styring ikke blot en kommandovej, hvor pres og krav formidles nedad i systemet via kontrakter, budgetter og topstyrede effektiviseringskampagner. På den måde ville vi slet ikke kunne udvikle de løsninger på velfærdssamfundets komplekse problemer, der så stærkt er brug for. Vi ville heller ikke kunne mobilisere det engagement og den forpligtethed, som er nødvendig for, at styringen kan lykkes. Vi er så at sige tvunget til åbenhed og dialog. Hvis vi vil en rationel velfærdsudvikling og styring, må vi udvikle kvaliteten af den dialog, vi har med hinanden på tværs styringens forskellige rum og niveauer. Der er ikke noget teknokratisk fix, der kan redde situationen. Ingen ny model eller et smart værktøj. Der er os – og den måde, vi er sammen på. Den måde, vi bringer vores ressourcer og kreativitet i spil, når vi udvikler den offentlige sektors kerneydelser og arbejdsformer.

Styringsdialogen bliver altså ikke bedre end kvaliteten af den opmærksomhed, vi selv investerer i den. Vi skal være i stand til at dele komplekse problemer med en høj grad af gensidig åbenhed, fornuft og forpligtelse. Det er menneskeligt utroligt krævende. Vi kan ikke blot abonnere på en teknologi eller en styringsideologi. Vi må udvikle os selv og vores evne til at håndtere kompleksitet og spændinger. Individ og samfund må udvikle sig sammen. Bæredygtige løsninger kræver modne individer.

At tage ledelse i udvikling af velfærd og styringsdialog er at turde at invitere til udvikling af bæredygtige løsninger på samfundets komplekse problemer. Det er at bane vej for fælles handling i spændingsfelter med kæmpende værdier og hensyn. Det er at bringe sig selv i spil for at gøre verden mere beboelig for os selv og andre.