På et webinar den 9. marts sætter jeg fokus på kunsten at lede strategisk på børne- og ungeområdet. Tre strategiske spændingsfelter bliver sat under lup i halvanden time, hvor der også bliver mulighed at stille spørgsmål og kommentere. Webinaret er udviklet i samarbejde med gode folk hos F5.
Strategisk pædagogisk ledelse er kunsten at bane vej for en langsigtet udvikling af virkningsfulde læringsmiljøer for børn, unge og voksne i en verden, hvor der er konkurrerende forventninger og værdier på spil. Webinaret henvender sig til alle, som ønsker at være med til at sætte retning, koordinere og skabe sammenhæng i dette arbejde.
I min nye bog Strategisk pædagogisk ledelse – spændingsfelter, greb og hverdagsøvelser hugger jeg denne praksis op i fem praksisfelter, der alle kan udvikles gennem øveler og refleksion. Bogen udkommer i februar på forlaget Dafolo.
På webinaret tager vi i halvanden time fat på tre af praksisfelterne:
1. Ledelse opad: Hvordan forhandler du dit ledelsesrum, når der reelt er mange om at bestemme dit mandat?
Mange forestiller sig, at et ledelsesrum kan afklares ved at tage en dyb og afstemmende samtale med sin overordnede. I virkeligheden er du dog påvirket af adskillige interessenter, der både kan give og fratage dig din ledelsesautoritet. Derfor er der brug for politisk dialog for at få en realistisk forståelse for dit handlerum, ligesom det kan være nødvendigt at forhandle om sit mandater med sine politiske opdragsgivere
2. Ledelse nedad: Hvordan leder man fagligt ved at skabe betingelser for, at medarbejdere kan udøve professionel dømmekraft af høj kvalitet?
I arbejdet med børn og unge er vi grundlæggende afhængige af dygtige fagprofessionelle, hvis dømmekraft har det sidste ord i konkrete situationer. God ledelse er ikke at fratage medarbejdere muligheden for egen dømmekraft – det er tværtimod at kvalificere betingelser for dømmekraft – og respektere den. Det stiller dog krav til den enkelte leder at skulle lede gennem andres selvstændige brug af dømmekraft – og hvordan håndteres det?
3. Ledelse på tværs: Hvordan skaber vi samarbejde på tværs – vel vidende, at dette samarbejder bryder op organisationens grænsedragninger og kompromiser?
Hver gang vi forsøger at skabe mere sammenhæng i arbejdet med børn og unge, bryder vi op i grænser og kompromiser. Vi skaber tværgående fora og arbejdsformer, men dermed lægger vi også op til svære genforhandlinger af opgaverne, magten og kulturen i organisationen. Hvordan følger vi disse genforhandlinger til dørs?
