For nylig udkom en spritny antologi: Den modige leder, redigeret af Karsten Mellon og udgivet på Dafolos forlag.
Når bogen kommer, er der mindst to vigtige grunde. For det første er der blandt bidragyderne en udbredt erkendelse af, at ledelse i dag stiller store krav om mod. Ledere skal være med til at finde løsninger på komplekse problemer med involvering af mange selvstændige aktører og i en verden, som er præget af stor uforudsigelighed. At kaste sig ind i den metier kræver ganske givet mod. For det andet vil bidragene gerne finde relevante måder at tale om mod, hvor begrebet ikke entydigt knyttes til en glorificeret heltefigur, men til et mere realistisk billede af lederen, hvor ledelse opstår og udøves i samspillet med andre.
Mit eget bidrag kunne kun svinge sig op til titlen: Den moderat modige leder. Ikke fordi jeg bakker tilbage fra forestillingen om mod. Tværtimod forsøger jeg faktisk at rekonstruere heltefiguren og genfinde en vej til at kunne tale lederen som helt og mod som en egenskab, der knytter sig til lederen. Men samtidig deler jeg bogens præmisser og ikke mindst dens forsøg på at være realistisk og ydmyg i sit syn op lederpersonen og dennes handlekraft.
Lige så længe jeg har beskæftiget mig med ledelse, har det været velset at nedtone betydningen af lederpersonen. På næsten alle lederkurser og seminarer har det været skåret ud i pap: Ledelse udøves i relationer. Autoritet er ikke noget, man besidder. Den tilskrives af andre, og der foregår hele tiden et kompliceret spil af autorisering og de-autorisering, som den formelle leder selv kun har en begrænset indflydelse på. Ledelse handler ydermere om at håndtere komplekse problemer og processer, hvor det vil være helt urealistisk at antage, at én person har styringen. Mere virkelighedsnært er det at se ledelse som distribueret, det vil sige processer, vi alle sammen har del i. Når vi møder heltefortællinger om ledere, der har forandret organisationen og sat ny kurs, har jeg og mine kolleger ofte haft mistanke om, at der er tale om en forsimpling og en urealistisk tilskrivning af handlekraft til ét særskilt individ.
Nuvel, jeg vil stadig gerne skrive under på hver eneste af de ovenstående sætninger. Ikke desto mindre har jeg oplevet det som et kæmpe tab, når heltefortællingen blev suspekt og illegitim som genre, når ledere skulle dele erfaringer.
Først og fremmest er heltefortællingen ikke kun glorificerende. Heltefortællinger handler ofte om, hvordan heltens handlekraft bryder sammen – under pres fra både ydre og indre kompleksitet og spændinger. Helten er typisk såret eller stækket på en eller anden måde. Samtidig med, at heltefortællinger benytter sig af idealiseringer, så følges disse ofte af muligheden for afklædning og ironisk dekonstruktion. Dette afspejler et ganske centralt spændingsfelt i ledelse: på den ene side er lederen nødt til at tage en idealiseret rolle på sig og repræsentere et højere helhed, men på den anden side vil denne idealisering altid kunne anfægtes (og med rette) og give anledning til ironiske modplot. På en ganske fin måde kan heltefortællingen ofte indfange denne dobbelthed: at være forpligtet på en idealiseret rolle og samtidig kunne rumme de ironiserende modbilleder heraf.
Det er derudover langt fra altid, at en heltefortælling ender godt. I visse fortællinger bryder helten sammen under tyngden fra en hård skæbne i en tragedie. Helten går ned stress eller køres over konkurrencestaten og forbløder spektakulært. I andre fortællingen opløses idealiseringen af helten i satire. Helten afklædes som hykler og falsk helt. Andre går det bedre, men først efter mange kampe. I romancen må helten konfrontere verdens mørke kræfter, men blot for at rekonstruere sin handlekraft og identitet i en ny og stærkere form. Helten overvinder krydspres ved en helt ny måde at gentænke og forny ideen om kerneopgaven. Eller også kan fortællingen slet og ret være en komedie og handle om en helt, der er et fjols som os andre, men som på en eller anden måde finder løsninger på ellers svære problemer. Helten finder på intriger og snusfornuftige kompromisser, som får hverdagen til at hænge sammen og gør verden en smule mere beboelig for sine medmennesker (de fire typer af fortællinger er udpeget og beskrevet af Northrop Frye i The Anatomy of Criticism, Princeton1971).
Heltefortællingen er med andre ord en af de teknikker, som vores kultur stiller til rådighed for os til at beskrive og reflektere over dette, at vores handlekraft opstår, bryder sammen og skal rekonstrueres på ny. I et kredsløb, der formentlig bliver ved, og hvor det som leder mere handler om at kunne identificere med selve kredsløbet end med de midlertidige heltebilleder, som etableres undervejs.
Set på den måde er heltefortællingen langt fra kun glorificerende. Jovist, de indebærer idealisering og narcissisme. Men det gør lederjobbet også. Ingen kan være leder uden at påtage sin en til en vis idealiseret rolle. Som leder taler man på vegne af ”helhed” – organisationen, faget, den økonomiske ansvarlighed. Og som leder må man tro på sin betydning. Dette indebærer idealisering af selvet. Men heltefortællingen kan netop oplyse os om, at det er farligt at gøre sig til ét med denne idealiseret rolle. For idealiseringen dækker over spændinger og modsigelser, som hurtigt kan underminere den. Den ”helhed”, lederen taler på vegne af, er én blandt mange ”helheder”, der kæmper om magten. Den kan anfægtes og kritiseres – og måske udstilles som skalkeskjul for reelle særinteresser etc. Helten bringes i knæ og må rekonstruere sin autoriserende selvfremstilling, som måske holder vand, for en tid. Så heltefortællingen kan lære os det modsatte af at identificere os med idealiseringen, nemlig snarere at identificere os med læreprocessen, hvor handlekraft bryder sammen og genetableres.
Dette er baggrunden for titlen på mit bidrag til antologien. Jeg tror helt og holdent på den modige leder som helt. Men netop som helt følges idealiseringen af sin tro makker: ironien, som bryder op i fastlåste og glorificerede roller. De er uadskillelige i en god historie. Vi har brug for heltefortællinger, fordi de i en forståelig og engagerende form kan skildre det drama, som foregår foran næsen og bagved ryggen af enhver leder.
Bestil antologien her:
Billede ovenfor: Relief af Bertel Thorvaldsen, Thorvaldsens Museum, København.