Folkeskolen er genstand for en stigende målstyring fra både stat og kommuner. Det kan være positivt, da mål kan være med til at give os en mere fælles opfattelse af, hvad vi udretter. Men det kan også have skadelige virkninger, hvis den formelle opfyldelse af målbare mål bliver vigtigere end skolens overordnede formål. Det afgørende er, om vi bruger mål til at presse og straffe, eller om vi bruger dem som anledning for dialog og læring. Det er afgørende, om mål behandles som normer eller hypoteser. Det har jeg skrevet om på Denoffentlige.dk.

 

Klik her og find indlægget på Denoffentlige.dk

Resumé

I december 2018 kunne VIVE rapportere, at skolelederne stadig oplever, at den kommunale målstyring af folkeskolen er øget, siden folkeskolereformen gik i gang i 2014. Det bør vække til omtanke, da tidligere undersøgelser har påpeget væsentlige risici ved målstyring på skoleområdet. Målstyring kan være med til at skabe et konkurrencepræget miljø, hvor ledere og medarbejdere bruger kræfterne på legitimere sig selv snarere end at arbejde med folkeskolens formål. Ovenstående indlæg forsøger at tegne konturerne af en anden måde at bruge målstyring på.

Udgangspunktet er en anerkendelse af, at folkeskolens formål er komplekst og ikke kan udtømmes i nok så mange målbare indikatorer. Når vi opstiller mål, kan det allerhøjest være hypoteser om, hvad formålet indebærer. Hypoteser, som vel at mærke (som andre hypoteser) er foreløbige og forsøgsvise, og som altid kan anfægtes og kritiseres. Som mål skal de tages alvorligt, men ikke bogstaveligt.

Samtidig må vi anerkende, at folkeskolens formål først får mening og realitet i det konkrete pædagogiske møde med eleverne, og at dette møde ikke kan overskues og styres på afstand. Det må have sit eget liv. I stedet for at forestille os styringskæden som et hierarki, hvor mål fastsættes fra oven, må vi se den som en kæde af delvist autonome læringsrum:

  • Et lokalt læringsrum, hvor pædagoger og lærere udvikler miljøer for børn og unges udvikling, læring, trivsel og dannelse.
  • Et kommunalt læringsrum, hvor borgere, politikere og forvaltningsfolk udvikler rammebetingelser for de lokale miljøer.
  • Et national læringsrum, hvor vi fastlægger skolens formål, opgaver og overordnede rammebetingelser.

Pointen i artiklen er, at et læringsrum kan skabe forpligtende betingelser for det næste, men det kan ikke diktere indholdet i de læreprocesser, der finder sted.

Måske afspejler dette en noget ydmyg tilgang til styring. Men først med denne ydmyghed bliver styringen reel, da vi for alvor kommer i dialog med hinanden og i mindre bruger tiden på selvlegitimering og formel målopfyldelse.

Oplæg på KL’s børn- og ungetopmøde

Den 31. januar holdt jeg oplæg om kommunestyrets rolle på KL’s børn- og ungetopmøde i Aalborg. Her opfordrede jeg til, at kommunestyret netop påtog sig at være et balancerende mellemled mellem den nationale målstyring og den lokale udvikling på skoler og børneinstitutioner. Den nationale styring på børne- og ungeområdet strømmer ud fra 5-6 forskellige ministerier med egne traditioner for regulering, og kommuner udfylder en stor opgave med at samle trådene. En smule af oplægget kom med i denne korte video med klip fra topmødet.

Du kan finde mine plancher her.

Topbillede: Gunver Majgaard