Moses – Udødelige klassikere genfortalt for ledere #2: Mange siger, at man skal “lede opad”. Det betyder, at vi som ledere forhandler og udvikler vores mandat med opdragsgivere og interessenter. Men hvad nu, hvis din opdragsgiver både er ekstremt magtfuld, hidsig og uberegnelig? Forestil dig, at du får stillet en næsten umulig opgave og får et stærkt mandat, samtidig med at din opdragsgiver ikke afholder sig fra at blande sig selv i de mindste detaljer og nogle gange er ved at trække tæppet væk under dig. Myten om Moses giver værdifuld indsigt i de spændinger og handlemuligheder, der ligger i at lede opad.

Klik her og læs min artikel Opbyg mandat med Moses på Lederliv.dk

 

 

Resumé

Ledere lever livet farligt. For at lede legitimt må de påberåbe sig at repræsentere et højere standpunkt, som giver mandat til at lede. Men mandater er flertydige og usikre, og ledere er begrænsede og fejlbarlige. Mandater bryder sammen, og ledere spræller. Ledelse udøves i et risikabelt vekselspil mellem idealisering og skuffelse. Det kunne være en trist historie, hvis ikke netop dette vekselspil kan bane vej for fornyelse af fællesskab og kultur. Dette er temaet for en af vores kulturs vigtigste myter om, hvordan Moses lærte et løst forbund af stammer at blive et folk.

Moses fik til opdrag at befri en befolkning af jødiske tvangsarbejdere og lede dem til det land, de var blevet lovet. Moses havde en opdragsgiver som få. Det var Gud. Ledelsesmandatet var langt fra stabilt. Gud gav Moses en næsten umulig opgave, forsynede ham med kraftfulde virkemidler, men blandede sig også i selv de mindste detaljer og var ofte ved at trække tæppet væk under Moses. Det jødiske folk var heller ikke en nem gruppe at lede. Som udgangspunkt udgjorde de langt fra et folk, men en løs føderation af stammeforbund. De frygtede Gud og ophøjede Moses, når han demonstrerede opdragsgiverens magt og voldsomhed, men nedgjorde ham, når sult, tørst og udmattelse meldte sig. Flere gange var Moses’ liv i fare. Under disse præmisser ledte Moses jøderne på 40 års ørkenvandring, indtil de stod på grænsen til det forjættede land, hvor Moses ikke selv måtte følge med længere.

I sin ledelse måtte Moses balancere mellem “pyramidens tradition” (hierarki og bureaukrati) og “lejrbålets tradition” (klan og karismatisk ledelse). Dette udvikler sig i en række stadier:

1) et opportunistisk stadie, hvor stammer slår sig sammen i et rent interessefællesskab, for lederen vurderes på sin evne til at skaffe medlemmerne fordele (leder er “fikser”), hvilket imidlertid resulterer i, at lederen bliver illegitim både for opdragsgiveren og folket
2) et abstrakt kollektivistisk stadie, hvor der formuleres et mere ideelt grundlag for fællesskabet (de ti bud), som dog er alt for ukonkret og abstrakt for medlemmerne (de dyrker en guldkalv i stedet)
3) et paranoidt stadie, hvor fællesskabet får konkret indhold gennem aggression og frygt, hvilket dog undergraven evnen til at have positive visioner, hvilket koster 40 års ørkenvandring
4) et fortrængende stadie, hvor aggressionen bringes under kontrol i en organisering, hvor forskellige funktioner og logikker får hver deres tid og sted

I hele denne udvikling er Moses en klemt oversætter mellem opdragsgiver og folk. Udviklingen drives af et dynamisk vekselspil mellem idealisering skuffelse. På den ene side rejses fordringer på at lede ud fra et højere synspunkt. På den anden side er mandatet usikkert, og lederen er fejlbarlig og skuffer, hvilket udløser raseri og oprør. Hver krise er imidlertid med til at bane vej for nye og måske mere omfattende og nuancerede idealiseringer.

Moralen er, at spændingsfelter ikke kan undgås, men at vi kan bliver dygtigere til at virke et kredsløbet af opbygning og sammenbrud, idealisering og skuffelse.

Topbillede: Gunver Majgaard